Mine bøger

DE SATTE KULØR PÅ NORDJYLLAND
malerne i Nordjylland
ISBN 87-88293-57-2

Bogen fortæller om de kunstmalere, der fra midten af 1800-tallet og til i dag har sat kulør på Nordjylland – både i deres malerier, men også ved det ofte maleriske kunstnerliv, de levede.

Bogen er delt op efter lokaliteter, således at malerne i Skagen, Sæby og Frederikshavn, Vrå, Løkken, Hammer Bakker, Aalborg og Himmerland har hver deres kapitel. Et stort antal værker er gengivet og bogen er en samling af farver, stemninger og biografier af kunstnere.

Udgivet 2000. 168 sider, der er rigt illustreret med farvefotos.

. . . 1700- og 1800-tallets kunstmalere var ikke født til deres profession. Kun et fåtal fik lov til at gå kunstnervejen fra begyndelsen af. Langt de fleste kom i lære som håndværksmalere. Først senere, når de engang havde færdiggjort deres svendestykke, kunne de, hvis de havde talent, starte på en løbebane som kunstnere og komme på skole.

I 1860 skrev H. C. Andersen en artikel om sit besøg i Skagen året før. På en måde en lille rejsebeskrivelse. Det var den første og eneste gang, han var i Nordjylland, og besøget i Skagen varede kun et døgn, men gjorde et stort indtryk på ham. Så stort, at han allerede i indledningen til artiklen skriver: “Er du maler, da følg os herop, her er motiver for dig.”