Mine bøger

PORTRÆT AF ØRNEBJERG
– almueliv og malerkunst
ISBN 978-87-93234-05-5

Bogen handler om en bakkeknude lidt nord for Rebild og om det liv, der udspillede sig der. Det er fortællingen om selve bakkeknuden Ørnebjerg og dens natur, men også om Ørnebjerghuset, der var egnens ældste, og om de mennesker, der boede der. Især om Peter ‘Ørnebjerg’ Andersen, der stort set levede et almueliv, som man havde gjort i generationer.

Det er også beretningen om en indtil nu spændende og ufortalt historie om en kunstnerkoloni, der opstod her vi begyndendelse af 1900-tallet.

Endelig er det fortællingen om maleren Hans Nikolaj Hansen og hans familie, der købte ‘bjerget’ og opførte en sommervilla, der dannede rammen om familiens liv og de mange kendte personligheder, der besøgte dem.

Forlaget griffle

. . . Vi sidder udenfor Ørnebjerghuset på de to stød, for som førhen nævnt, foregik vore samtaler altid dér. Peter fortæller om noget, der er sket tilbage i slutningen af 1700-tallet, og han fortæller det så levende, som var det noget, der var sket i går. Jeg siger: »Peter, hvordan kan du sidde og fortælle om det lige er sket?«

»Ja, det er jo ett så svært,« siger han, »a har jo altid interesseret mig for skovens historie, og når vinteren stunder til, og sneen lagde sig, var der ikke meget andet at lave om aftenen, end at sidde og høre på de voksnes snak ved Ørnebjergbordet, og jeg lyttede efter, når snakken gik om gamle dage i Rold og Rebild. Det interesserede mig. Min bedstefar var født lige i begyndelsen af 1800-tallet, og når han fortalte, hvad han havde hørt min oldefar fortælle, er det jo historier, der går tilbage til 1700-tallet!«

Peter Ørnebjerg var 38 år, da bedstefaren døde, så han haft rig lejlighed til at høre, hvad denne fortalte om oldefaderen og om livet dengang. Oldefaderen var født tilbage i 1767. . .