Mine bøger

FRYSESLOTTET
fra tuberkulosesanatorium til privathospital
ISBN 87-88293-64-5

Tusindvis af syge kom til sanatoriet i Skørping for at blive helbredt for tuberkulosens svøbe, og det lykkedes heldigvis i langt de fleste tilfælde.


Behandlingen var hårdhændet, og patienterne, der i de første mange år stort set kun var unge kvinder, måtte dagligt tilbringe timer i det fri i de såkaldte liggehaller – også om vinteren med kulde, blæst og sne. Dertil kom, at der herskede en næsten militær disciplin på ”Fryseslottet”, som sanatoriet kaldtes.

Denne jubilæumsbog fortæller sanatoriets og det senere hospitals spændende historie gennem de første hundrede år.

I de første 67 år fungerede hospitalet som tuberkulosesanatorium, men efterhånden som tuberkulosen stort set blev udryddet i Danmark, måtte man finde andre veje, og i en lang periode var sanatoriets fremtid meget usikker.

Sanatoriet er i dag et særdeles velfungerende privathospital med navnet ”Privathospitalet Skørping A/S”.

. . . det var den 25. august 1906, at den første tuberkulosepatient blev indlagt. Kønnet var der ingen tvivl om. Det var en kvinde, for sanatoriet var kun for kvinder. Hun var 26 år, og alderen var helt i tråd med den måde, som som sygdommen udviklede sig på. Det var i langt de fleste tilfælde de unge, der blev ramt.